Et kort ord om samfundets måske for hurtige udvikling
Udvikling. Udvikling går hurtigt, gror hastigt større ben, og som en kæmpe driver den sig frem gennem forskellige landskaber. Udvikling er menneskers udvikling, det er samfundets udvikling. Det er tingenes forløb og deres eskalering. Progressivitet. Dog kan udviklingen gå så hurtigt, at den spænder ben for sig selv, snubler bagud i en snarere regressiv retning, i hvert fald på nogle stadier såsom den humane.
I dagligdagens stress og jag, i den interne konkurrence blandt borgere, mennesker i det hele taget, bliver ens egen fremdrift det væsentligste og vi har ikke længere tid til hinanden.
Konkurrencestaten, et samfund baseret på konkurrence på alle stadier og derigennem specialisering, effektivisering og fremdrift, gør at nogle vil tromle fremad, og nogle uundgåeligt vil ende unde denne konkurrencetromle.
Disse tanker blev hos mig vakt af en lille, for mange ubetydelig episode, der dog ikke desto mindre fik mig til at tænke over vor menneskers utålmodige adfærd. En adfærd dannet af, at vi ikke længere har tiden til at tage os tid.
Jeg skal hurtigt videre, mit tog er lige kommet ind på Aarhus Hovedbanegård, og inden længe kører letbanen videre mod min destination. Jeg er som altid træt, fordi jeg ikke har tiden til at sove. Jeg finder mig selv i en kø med fire andre i 7-Eleven, og vi skal alle sammen bare have en skide latte og en halvtør croissant. Kioskpersonalet har travlt, så derfor er kun en kasse åben. Forrest i køen står en ældre gangbesværet dame. Hun skal have lidt af hvert, og falder for slikket, der står ved siden af kassen. Hun roder lidt rundt i Anthon Berg brødene og beslutter sig for ikke at tage nogen, medens de andre kunder og ekspedienten rykker utålmodigt på sig. Da hun rystende prøver at finde sine sedler, taber hun et par mønter. Ekspedienten ruller med øjnene, og en af de andre ventende stiller sin kaffe og går sin vej. Ingen hjælper den ældre dame. Hun får dog til sidst styr på sine penge, får betalt og får sin letmælk og rundstykker ud af kiosken. Selv kan jeg ikke lade være med at blive en smule irriteret, da jeg får konstateret, at min letbane nu er kørt uden mig.
Er vi som mennesker blevet til nogle egoistiske svin? Jeg tror ikke det kan siges sådan, og da slet ikke konkluderes sort på hvidt. Har vi mennesker for travlt? Ja, mon ikke det mere drejer sig om det? For hvorfor trådte jeg ikke ud af køen og hjalp det stakkels nedtromlede individ? Det ville velsagtens have gået hurtigere, hvis jeg havde hjulpet, og det ville sikkert også have gjort noget godt for min sjæl, men så ville jeg have mistet min plads i køen. Hvis jeg havde trådt ud af køen for at hjælpe hende, ville jeg selv have endt fire pladser længere bagud, end hvis jeg bare havde ladt være med at gøre noget. Dette kan måske ligefrem tages flere trin opad, og bruges som en beskrivelse af samfundet. For hvis vi tager os tid til hinanden, hvis vi træder ud af køen, for at hjælpe dem smidt ud af den, eller dem som aldrig helt har haft muligheden for at komme ind i den, jamen så ender vi selv med selv at komme bagud. Hvis ikke vi konstant fokuserer på vor egen fremdrift, risikerer vi at sakke bagud.
Så er vi nogle egoistiske svin? Nej. Nogle er sikkert, men det kan ikke bruges som et generaliserende udtryk. Mange er født ind i et konkurrence- og fremdriftspræget samfund, og dette samfund har vi tilpasset os. Kunne der inkluderes en smule mere medmenneskelighed i den travle hverdag? Helt sikkert, for hvis vi nu var bedre til at lukke hinanden ind i køen igen, ville netop dette problem udryddes.
Uanset hvad har jeg besluttet, at jeg vil hjælpe med at samle mønterne op en anden gang.
Æddike
Jeg er gået ind i endnu en ærkemorbid fase af mit i forvejen uudholdelige, sygelige og indelukkede liv. De seneste år har jeg været sur. Følelsen er naturligvis blevet mere fremtrædende gennem årene, men grundessensen er, at jeg er syrlig. Jeg opløses. Jeg opløses langsomt, men på ingen måde nænsomt - nej, jeg lider langsomt bort. Jeg er langt fra en beholder, da jeg ikke holder på disse sure ætsende væsker. Jeg læsker i uanede mængder af basiske substanser i håbet om, at jeg kan vende min egen skæbne. Men jeg stopper, stopper og lader mit boblende indre fortsætte sin mission om at afsætte mig.
Jeg er begyndt at græde. Eller græde har jeg jovist gjort længe. Jeg græder nu eddike. Det føles som en maddike, der æder mig op indefra og ud. Hidtil har det været indesluttet i mit korpus, men nu er det kommet ud.
Jeg er begyndt at pisse eddike. Det eneste sted jeg fandt nydelse, er nu også blottet for følelse. I starten sved det, det gjorde ondt. Det eneste bevis nu er den rød-orange farve, og den hårde hud under forhuden, der desuden går helt ned ad skaftet nu. Huden er begyndt at blive klam og fjabset, og det hænger snart i flænsede flapper alle vegne.
Jeg kan ikke længere æde, da mit spyt er skiftet ud med eddike. Smagsløgene svitsede og ganen forbrændt. Trøstespisningen har mistet sin effekt, for ingen følelse er lig ingen trøst, ingen nydelse, ingenting.
Én god ting er der dog kommet ud af det. Ligesom når en flaske med eddike går i stykker. Folk går i en bue udenom pølen. Jeg er blevet til pølen. Korpusset er gradvist smattet ud, blevet mere pløret, mere pølet. Om ikke nu så er jeg snart pølen, snart eddikestanken som folk bevidst hader, men ignorerer. Det eneste eksistensbekræftende er dette digt. Digtet udformet af hjernen oveni pølen, der på mirakuløs vis ikke er ætset væk endnu. Jovist er hjernebarken væk, men syren er endnu ikke trængt gennem fedtvævet. Inde under den sydende og boblende fedtskede, sidder endnu en smule menneskelighed. Endnu en smule liv, der umuligt, men alligevel om muligt må være berettiget til at blive kaldt eksistens.
I vejen
Jeg ventede på toget som altid. Hvad der ikke var normalt, var det der lå på sporene foran mig. En gammel mand. Han var sikkert svagtseende eller måske endda blind, og så var han kommet for tæt på kanten. Gad vide, hvor længe han havde ligget der? Det var sommer, solen stod højt på himlen. Luften summede af varme, og det var tydeligt at se på den gamle svækling.
Man skal forestille sig en i forvejen rosinrynken gamling, der så oveni er blevet bagt på uvis tid. At dømme ud fra hans tilstand, havde han formentlig ligget der længe. Huden var ikke blot rynket og foldet, men også begyndt at skride af ansigtet, hvilket havde resulteret i, at øjenhulerne ikke længere var synlige. Jeg mente endda at have set en maddike bevæge sig ud fra en af hudens øjenhuler, der nu blot åbnede ind til det rå kæbekød. Det var dog ikke sikkert, solen stod jo højt på himlen og fik os alle sammen til at se syner.
Jeg skulle lede i lang tid, før jeg fandt en lang nok pind, men til sidst lykkedes det. Jeg pirkede til ham, og kæppen gled lige ind gennem hans tøj, ind i huden og videre ind i kødet. Han havde samme konsistens som en smørblok, der har stået ude alt for længe og ikke er andet end en flydende, gul fedtmasse. Hvad der var mest chokerende, var dog, at manden stønnede svageligt idet kæppen gled gennem hans kød. Meget var på dette tidspunkt til at forudsige, men ikke at han stadig var i live. Jeg slap øjeblikkeligt kæppen, og den sank slattent ned gennem kødet. Ligesom hvis man stikker en pind ned i det øverste mudderlag af en våd jordbund. Hvilket egentlig er en mærkelig sammenligning, for man skulle da tænke sig, at oldingen var mere udtørret end nogensinde før. Han var tør udenpå og våd indeni, som var han indbagt. Nu begyndte det indre at fordampe. Jeg bakkede bagud, væk fra det kun akkurat levende lig, og begyndte at kigge mig omkring. Der stod omtrent tyve andre mennesker på perronen, men ingen af dem havde opdaget, hvad jeg havde lavet. Jeg prøvede at få kontakt til et par stykker af dem, men enten afviste de eller ignorerede mig. Alt i alt det samme. Alt i alt var det lige meget, for ingen havde set, hvad jeg havde set.
Gennem varmeflimmeret kunne jeg nu se toget, og vejbommen gik ned. Jeg havde omtrent tyve sekunder, før det uundgåelige ville ske. Jeg kiggede mig rundt en sidste gang. Ingen reagerede. Jeg følte mig uendeligt opgivende i dét øjeblik, men besluttede ikke at gøre noget ud af det. Alt i alt var det lige meget, han var jo stort set død. Med en blød, døsig rokken lod jeg mig blive ført ind i den menneskelige ignorance.
Jeg så slet ikke da mandens legeme blev tværet ud over skinnerne, op under vognen og slynget op på chaufførens rude. Jeg hørte kun svagt lyden af udsmattelsen. Jeg sukkede let af nydelse sammen med de andre ventende, da vi gik ind i togets kølighed.
Denne tekst er blevet udgivet på: Slagtryk
Tom for ord
Et manus
Jeg tror jeg ville føle mig tom.
Hun sidder foran mig. Spørgsmålet runger stadig svagt i de yderste støvede afkroge af rummet. Det er et svagt møbleret rum med rigelig plads. Derfor ekkoer spørgsmålet stadig.
For hvad ville jeg gøre uden litteraturen? Uden muligheden for frit at udtrykke mig?
Jeg er sådan set ligeglad med om de andre kunstneriske udtryksformer så stadig eksisterede, for litteraturen er noget særligt. Det kræver blot en tanke at skabe noget, om dette noget så er smukt, brugt, vammelt eller gammelt. Eller noget helt andet for den sags skyld, om det så er noget helt uden for kategori.
Litteraturen kan være faktisk, den kan være korrekt, men den kan også være fuldstændig uden for kontrol, den kan vise manglende kontrol. Den kan være fuldstændig uvederhæftig. Den kan overskride vores grænser, behage vores sind, eller være udfordrende lærerig.
Jeg tror jeg ville føle mig tom, da mit sind er en konstant kriblende tue af tanker og tankestrømme. Hvis ikke jeg kan lade mit indviklede sind vikle sig ud på papiret, ville det vikle sig ind i en uigenkendelig sammentørnet klump. En klump hvor enderne er smeltet sammen, og aldrig vil tillade nogen form for udfoldelse igen. Mit sind ville stille krumme sig sammen i mit hoved og lade min krop tilbage som en tom skal.
> Silas?
Mit navn runger mellem de tunge, tomme grå vægge. Der er dunkelt, men ikke desto mindre hyggeligt. Jeg ryster på hovedet, som var det for at vække mig selv fra en dyb døs.
> Det ville være fuldstændig forfærdeligt.
Hun nikker forstående, også selvom jeg egentlig ikke besvarede hendes spørgsmål. Men sådan er det jo, hun er altid så forstående, at det er til at brække sig over.
Jeg går hjem ikke længe efter. I mit hoved strømmer tankerne, som ål glider de hastigt ind og ud af mit sind. Selvfølgelig skulle jeg have “en lille lektie” for. Det var tydeligvis gået op for hende, at det ikke nyttede meget at prøve sig med verbal kommunikation. Så jeg skal i stedet skrive hende en tekst. Et digt, essay eller en novelle. Valget er mit, havde hun sagt. Dog har hun allerede bundet mig.
For jeg ved jo godt, hvad hun vil have mig til at indse. Uden litteraturen ville jeg blive nødt til at udtrykke mig verbalt. Hvilket jo er meningen med det hele. Det er jo derfor jeg tilbringer hver onsdag aften i dit forbandede selskab.
Du forstår ikke, at jeg ikke behøver at mestre taleevnerne. Jeg er ikke taler eller foredragsholder. Jeg er forfatter. Bøger har allerede reddet mit liv, defineret mit liv. Så når du læser dette... Så hold forhelvede op. Du ved hvad mit svar er.
Jeg ved, at jeg ville føle mig tom.
Og nej jeg vil ikke udspecificere, så du har grundlag for ”en lille snak”. Jeg vil læse en bog, og jeg vil foreslå, at du gør det samme.
Jeg er sikker på det nok skal gøre noget godt for din sjæl.
Du vil måske finde den ro, som jeg har fundet for mange år siden. Du vil måske også lære at elske denne kunstform. Og lad mig understrege, at jeg ikke ynder at forklejne din profession, da du jo ganske vist lever af at snakke med folk. Så når jeg beder dig om at give min udtryksform en chance, er det fordi jeg allerede har prøvet at snakke om tingene, prædike og holde taler.
Men når det kommer til mine kvaler, vil jeg gerne at de bliver synliggjorte.
Så, læs en bog.
Bagefter må du fortælle mig,
hvad du ville gøre uden litteraturen.
Ækle grimasser
Denne tekst er skrevet under iagttagelse af værket: ”18 portrætter” af Svend Wiig Hansen (1989).
Foran mig er 18 mennesker.
Normale mennesker, med et normalt udseende, ville ikke kalde dem for mennesker. Måske ikke engang kalde dem menneskelige.
De 18 menneskers træk er upolerede, nærmere udtværede, og de fortæller alle forskellige tragiske historier. De mest uhyggelige af dem, er dem, der søger mine øjne, som jeg søger deres.
En i midten fanger især mit øje. Han er mere poleret og mindre udtværet end de andre, men han stirrer gennem min sjæl.
Fælles for dem er, at de lever i et infernalsk helvede, hvor deres omkringgivende flammer langsomt æder dem og deres resterende træk op.
Menneskene er så fortærede og så opædte, at de lige så godt kunne være forskellige stadier af samme. I hvert fald har de været gennem det samme tragiske forløb.
De er mennesker.
De er umaskerede.
De er en repræsentation af et alment rådnende forløb.
En tåre løber ned ad min kind. Jeg tørrer den væk, træder væk.
